Lev mens du gør det - elsk mens du tør det
Piet Hein

» PRAKTISKE TING OG TERAPI
» ANBEFALINGER FRA KLIENTER 
»Sådan elsker du dig selv!
» 
» Kærlighedsshoppen
» KÆRLIGHEDENS VILDVEJE  bog!
» 
» PARTERAPI  
» FOREDRAG 
» Bliv kærlighedsterapeut » /kærlighedscoach
» ARTIKLER

 

 

"Det største skridt jeg har taget, er at åbne mig for kærligheden - til mig selv, til livet, til andre"
Bent, 42 år, salgschef

Connie Kragelund  er Par- og Psykoterapeut. Måske kender du hende fra DR1 TV Avisen, TV2 Lorry, ALT for damerne, Kvindeguiden, Bazar m.fl.

Styrk dit Selvværd! 
Af Connie Kragelund, par og psykoterapeut

”Du kan opbygge dit selvværd, og du kan gøre det lige nu!”

Dit selvværd afspejler, hvor meget medvind du giver dig selv! Alle mennesker har udfordringer, opture og nedture, det er der ingen kur imod…. Men selvværd får dig til hvile i dig selv og til at fortsætte på en konstruktiv måde, selvom du måske ind i mellem oplever modstand og fiasko – får dig til at fortsætte, til du får succes! Selvværdet får dig til at holde af livet og opleve glæde og tilfredshed.

Den rigtig gode ”nyhed” er, at dit selvværd kan styrkes lige her i dit liv. Du kan starte lige nu! 

Hvad er selvværd?                                                                            

Selvværd er både noget medfødt og noget, vi får opbygget i de første vigtige barndomsår og er naturligt nok større hos nogle end hos andre. 

Selvværd er at værdsætte dig selv – at elske dig selv på godt og ondt. At føle dig god nok, som du er, uanset hvordan du er, og hvad andre synes. Selvværd er dybest set en tilstand: ”AT VÆRE”. Det er en kunst, som er en udfordring for de fleste af os i den vestlige verden, fordi vi er så optaget af præstationen – det vi kan – i stedet for det vi ER lige her og nu (altså ud over titler, alder, køn osv.). 

Sådan nedbrydes selvværd

Selvværdet slides, hvis du går for meget på kompromis med dig selv, dine inderste ønsker, behov, drømme eller idealer – hvis du ikke sørger for at få vigtige behov opfyldt. Eksempelvis hvis du skubber negative såvel som positive følelser væk, er stresset i længere tid, lever i et dårligt parforhold, er single mod din vilje eller mistrives på dit arbejde. 

Det er ikke arten eller omfanget af svigt og evt. overgreb, der dybest set er skadelig – men hvor meget du har forladt dig selv (taget afstand inde i dig selv fra dig selv)!

Selvværdet kan også slides, hvis der sker betydningsfulde, måske gentagne negative hændelser i dit liv, som du ikke umiddelbart har indflydelse på – typisk tab og/eller chok. Tab kan eksempelvis være at du bliver fyret fra jobbet, bliver alvorligt syg, kæresten er utro, vil skilles eller dør, nære familiemedlemmer/venner bliver alvorligt syge eller dør.

Chok er situationer, hvor kroppen et øjeblik eller i længere tid føler sig truet på livet (selvom intellektet måske ved, at det ikke sker). Det kan eksempelvis være styrt og fald, trafikuheld, overfald, trusler på livet ja sågar lægelige indgreb så som operationer (selvom kroppen er i narkose, registrerer den er der er fare på færde). 

Tab og choktraumer kan heldigvis overvindes så du genvinder dit selvværd, oftest endda så du er endnu stærkere bagefter. At være med processen i stedet for at skubbe følelser og kropsreaktioner væk er et stort skridt til heling. At dele dine følelser og tanker med gode venner/familien, er et andet værdifuldt skridt. Og at bearbejde tingene sammen med en professionel terapeut er i høj grad også at give dig selv kærlighed. 

Tag de ”kampe”, som virkelig betyder noget for dig – brug din energi/tid på det som, du virkelig brænder for, dét som virkelig er vigtigt for dig – det, der giver dig selvtillid og selvværd. Det bringer dig mere og mere i kontakt med dit autentiske jeg/din essens og dybest set din sjæl. 

Måske synes du ikke lige du kan finde ud af, hvad du virkelig brænder for. Her gør øvelse mester, og jo mere du beslutter dig for at være tro mod dig selv og følge dit hjerte/din indre stemme, desto bedre bliver du! 

Bær over med dig selv, når du fejler – og brug krudtet på at blive bedre! (i stedet for at bruge energien på at skælde dig selv ud!) 

 

Sådan opbygger du selvværdet

At blive set, oplevet og forstået

Selvværdet kan øges, når du gør det, som du inderste inde ønsker. Virkelig at udvikle selvværdet kræver, at du får dækket det medfødte behov for at blive set, oplevet og forstået, sådan som du er - af personer, som du kan mærke er oprigtig interesserede i dig! 

Det kaldes forældrekærlighed, men kan dækkes af andre: i voksenalderen er det typisk en partner, nære venner og/eller en terapeut (det udgør 80 % af virksom terapi). 

Dette behov kan ikke tilfredsstilles af dig selv, lige her har du brug for mindst ét andet menneskes nærvær, interesse og forståelse!…..det er derfor selvhjælpsbøger kan være vældig gode, og alligevel ikke altid nok til virkelig at skabe positive forandringer. 

At blive set, oplevet og forstået er eksempelvis, når barnet glædestrålende kommer med en tegning til sin mor og hun siger ”Ih hvor er du glad for at tegne” …i stedet for at sige ”ih hvor er det en flot tegning” – eller det er, når barnet suser ned af rutschebanen og faren siger ”ih hvor du morer dig” i stedet for ”hvor er du dygtig”. 

Som voksen har du måske oplevet at sidde og fortælle om alle strabadserne på dit arbejde, og din veninden spontant, medfølende udbryder: ”Det er da hårdt at være dig”. Eller du fortæller en længere smøre om din kæreste og hvad han burde gøre anderledes, og samme veninde udbryder: ”Hold da op hvor er du vred!”. Pludselig slapper du af, måske kun et øjeblik - men kroppen elsker at blive set, oplevet og forstået, så slipper den spændingerne. 

Kend dig selv – elsk dig selv!

Enkelt og ind i mellem en udfordring…. at du tør møde dig selv og anerkende både dine positive OG dine negative sider. AT du tør slippe forestillingen om, at du skal være perfekt… anderledes end du er. Hvis du er indadvendt, synes du måske, du er kedelig og vil hellere være udadvendt…hvis du er udadvendt, så synes du måske du tager for meget plads eller er for overfladisk?!

Du er, som du er lige nu på godt og ondt – jo mere du kæmper for at skubbe sider af dig selv væk, desto mere vil de genere dig og fylde i dit liv. Kuren er, at give disse sider af dig selv lov til også at være der – det er ikke det samme som de får lov at bestemme, tværtimod… 

Eksempelvis hvis du er bange for at dumme dig, så lader du måske være med at sige eller spørge om noget. Jo mere det genere dig at være dum desto og mere energi bruger du på at skjule det – desto større sandsynlighed er der, for at andre vil opfatte dig som lidt dum (ikke nødvendigvis uintelligent). 

Du kan starte med at tillade angsten at være der, i nogle tilfælde endda sige højt ”jeg føler mig lidt usikker lige nu ved at stå frem, men jeg mener bla, bla, bla.….” (Hvis du vil overbevise/sælge noget til andre, kan det dog ikke anbefales at fortælle om din usikkerhed, så siger du det bare til dig selv inde i dit hoved, at usikkerheden godt må være der) At acceptere at du ikke ved alt, og at du nogle gange kommer til at dumme dig, med det du siger eller gør – det giver dig frihed og selvværd!

Der kan være modstand hos dig på at tillade dig dine negative sider – du tror måske, at hvis du giver efter, så vil den negative side overtage dit liv, og andre mennesker vil flygte skrigende bort. 

Modstande har altid en historie, og deres fornemste opgave har været at passe på dig –  typisk har de været der i mange år, og kan være blevet uhensigtsmæssige. De er nemlig oftest dannet under din opvækst, når de voksne ikke fik passet på dig/set, oplevet og forstået dig = elsket dig på den måde du havde brug for. 

Nu er du så selv voksen og i stand til at passe på dig selv på en hel anden måde, end dengang du var barn og ung. Nogle gange skal du måske bare lige lære, hvordan du kan gøre det, så du føler dig okay.

Hvis det er svært for dig at acceptere en side af dig selv, kan det være en hjælp, at du overvejer: hvad er historien: hvordan det kan være du ikke må være sådan nu og dengang du lærte det (det kan være helt subtilt, ved at du er blevet ignoreret = ikke set, når du var sådan, eller ved at din familie har snakket negativt om nogen, som var sådan). Du kan også anerkende den del af dig for at have passet på dig i alle de år – intentionen har været god (at passe på dig) selvom virkningen måske har været negativ.

Hvis det stadig er svært for dig at elske og værdsætte dig selv – have indre ro, styrke og livsglæde - så kan du give dig selv kærlighed ved at tillade dig at få hjælp af en dygtig terapeut!

God fornøjelse!

Selvværd er en mirakelkur mod livets dårlige sider – du er den, som kan give dig selvværdet (nogle gange med hjælp fra en professionel psykoterapeut eller psykolog)! …. Hvornår vil du give dig det?  

 

Tilmeld dig nyheder og artikler og få samtidig 3 hemmeligheder til mere kærlighed

* indicates required