»Ja, der er noget om forårsforelskelse. Der sker ting, når vi efter
dvalen kommer ud i lyset. Lyset spiller en vigtig rolle i
melatoninproduktionen, og om foråret producerer hjernen generelt
mindre melatonin, og det er med til at give os mere energi,« siger
Morten Kringelbach, der er hjerneforsker på University of Oxford i
England.
Hjerneforskeren
peger på, at mennesker er avancerede dyr, og at manglen på lys på
nordlige breddegrader får os til at føle, at vi går rundt, som i en
Tupperware, i løbet af vinteren. Når der endelig kommer lidt sol, så
kommer der gang i hormonerne. Der er også forskning, der tyder på,
at melatonin har betydning for, hvornår andre pattedyr skal parre
sig, og det kan også være tilfældet for mennesker, men det er ikke
påvist.
AT
FORÅRSFORELSKELSE ikke bare er et eventyrfænomen, vil alle, der gik
udenfor i sidste weekends solrige timer ikke være i tvivl om: Masser
af kærestepar stod i solen og slyngede sig om hinanden, og flere
flettede fingre kan man næppe forestille sig. Men hvis den kåde forårsforelskelse
ikke sidder yderst på tøjet, kan man så gøre noget selv for at
blive forelsket?
Par-
og psykoterapeut Connie Kragelund Jensen afholder kurset »Klar til en
kæreste«, hvor hun har mødt en hel del kæreste- og forelskelsessøgende
individer. På kurset giver hun dem nogle praj, til hvordan de kan
komme videre.
»Man
skal vove det. For eksempel turde at holde øjenkontakten lidt længere,
selv om man kan mærke, at man bliver nervøs. Man dør ikke af at være
nervøs, så gør det alligevel,« siger Connie Kragelund Jensen.
Kærestekurset
varer en weekend, og man kan blandt andet lære, hvordan man tackler
en afvisning og finde årsagen til, hvorfor man ikke har haft held i
spillet om kærligheden. En vigtig pointe er, ifølge Connie Kragelund
Jensen, at vi er vidt forskellige mennesker, og der derfor er
forskellige årsager til, at man lader være med at forelske sig,
eller at det er svært at gøre det.
»Det
kan være, man er lidt genert og ikke tør holde øjenkontakten eller
flirte, men så må man finde mod til at gøre det alligevel. Man må
spørge sig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at jeg
bliver til grin. Men hvis du lader være, så sker der ingenting. Hvad
vil du helst: Undgå at være til grin eller opleve, at det måske
lykkes?« siger Connie Kragelund Jensen.
MORTEN
KRINGELBACH HAR IKKE SET forskning, der viser, at man selv kan gøre
noget for at blive forelsket. Han forholder sig også noget skeptisk:
»Man
kan jo snyde sig selv til alt, så hvorfor ikke også forelskelse? Men
det føles ikke rigtigt, det ved vi alle,« siger Morten Kringelbach.
Connie
Kragelund Jensen vil heller ikke give en eksakt opskrift på, hvordan
man forelsker sig, men hun råder først og fremmest til, at man
hviler i sig selv.
»Jo
mere man kan være sig selv, desto bedre går det med kærligheden, og
desto større chancer har man for at lykkes i kærlighedslivet. Man
skal holde af sig selv på godt og ondt. Det er okay at begå nogle
fejl, og man må godt sige nogle dumme ting engang i mellem. Det kan
godt være, at man kan gøre det bedre næste gang, men man skal
synes, at man er okay alligevel og lade være med at slå sig selv i
hovedet over det. Det vil sige, at man skal hvile i sig selv.«
Selv
om processen er forskellig fra person til person, behøver det ikke kræve
ti års terapi at blive klar til en forelskelse. Det gælder nemlig i
høj grad om at overveje, hvorfor det er, man ikke forelsker sig,
mener Connie Kragelund Jensen.
»Nogle
gange har de, der har svært ved at forelske sig, en forestilling om,
at vedkommende skal opfylde en hel del krav og altså være nærmest
perfekte. Det er en måde at passe på sig selv og sørge for, at man
ikke bliver forelsket og kommer for tæt på et andet menneske. Måske
kan man ikke umiddelbart svare på det, men det starter processen at sætte
nogle tanker i gang, og så kan man lige så stille fordøje tingene.«
Hvad sker der i hjernen, når man bliver
forelsket?
Det meste er kun gæt. Reelt ved forskerne
nemlig ikke meget om, hvad der sker i hjernen, når man bliver
forelsket. Ikke andet end at forelskelse minder om andre emotionelle
tilstande som for eksempel glæde, depression eller galskab.
Forelskelse
er en meget kompleks interaktion mellem alle de mange sociale
relationer og begivenheder, der foregår i vores liv - og heriblandt mængden
af lys, der spiller en vigtig rolle for en række af hjernens
signalstoffer.
Forskerne
ved, at en af de vigtigste dele af hjernen - som er involveret i følelser
- er den såkaldte orbitofrontale cortex. Hjerneskanninger har blandt
andet vist, at denne del af hjernen ser ud til at repræsentere den
subjektive nydelse af mad. Man kunne derfor gætte på, at den
subjektive oplevelse, som også spiller en stor rolle i forelskelse,
er repræsenteret i den orbitofrontale cortex.
Hjerneskanninger
viser, at følelsesmæssige tilstande har mere aktivitet i den
orbitofrontale cortex samt anterior cingulær cortex og amygdala (se
grafik). For at måle disse ændringer med hjerneskanninger, kræver
det, at den væsentlige del af forsøget gentages 15-16 gange, så man
kan se, hvor der er signifikant mere aktivitet i en emotionel tilstand
i forhold til en anden tilstand. Det er selvfølgelig svært at gøre
med forelskelse: Det er en tilstand, man ikke kan slå til og fra på
kommando.
Kilde:
Morten Kringelbach, »Hjernerum - den følelsesfulde Hjerne«.
People's Press (med støtte fra Learning Lab Denmark), 2004.
